ISLAND vulkaner og velfærd

 

Island er natur, med landskaber, som alle vil tro er noget, Tolkien har fundet på.  Men det er virkeligt nok.

 

Inde bag Hekla, hvor man kun kan komme med hest eller 4-hjultrækker kan man se bjerge i alle regnbuens farver. Andre steder vader man rundt i rygende kratere og områder, der bobler og syder af kogende lyseblåt mudder.
Man kan godt føle sig som tilskuer til verdens tilblivelse.

 

Men Island er mere end det. Det er et meget moderne velfærdsland hvorfra man, som i sagatiden tager ud i den store verden for at erobre den og vender hjem til slægten som en rig stormand – når det går godt.  
De eneste slotte i sten tilhører elverkongen, som man stadig tror lidt på. Islændingenes egne slotte er mere uhåndgribelige. De er bygget af ord for 1.000 år siden og man bygger stadig nye ordslotte, der vinder litteraturpriser uden for landet.